NYT S-HYBRIDSYSTEM TIL VITARA

Suzukis nye S-Hybridsystem er et såkaldt selvopladende system – også kendt i branchen som Full Hybrid eller HEV – hvor bilen under visse forhold kan køre på strøm. Suzuki kalder det selv for Strong Hybrid, men her i Danmark bruger vi betegnelsen S-Hybrid. Helt overordnet ligner det systemet i Swace modellen, men der er alligevel mange forskelle.

S-Hybrid introduceres i første omgang til Vitara og senere på året til S-Cross. Og for begge modeller gælder det, at S-Hybrid afløser de nuværende automatic modeller. Bliv klogere på systemet og den optimale brug her på siden.

VITARA 1,5 DUALJET
S-HYBRID AGS

Modelbetegnelsen dækker over, at modellen er udstyret med en 1,5 Dualjetmotor, det nye S-Hybrid system og en automatiseret AGS-gearkasse. Så der er faktisk tale om en helt selvstændig model i Vitara programmet, der fås som Active og Adventure. Den skal ind ved siden af 1.4 Boosterjet Hybrid modellerne med manuelt gear. Hybrid-logoen på bagsmækken er med sort baggrund, hvor den er blå i 12V/48V hybridmodellerne.

S-HYBRID ELEMENTERNE

OPTIMERET 1,5 DUALJET MOTOR

Vi kender 1,5 motoren fra Jimny, men den har her fået en opgradering for at blive mere energi-effektiv. Den er både kompakt og let. Nyt er fx:

  • Dualjet indsprøjtningssystem med 2 indsprøjtningsdyser i hver cylinder for finere forstøvning af benzinen. Det kender vi fra 1,2 Dualjetmotoren i Swift og Ignis.

  • Dobbelt VVT-system, hvor Jimny motoren kun har VVT på indsugningssiden.

  • Oliekølede stempler og hydrauliske ventilløftere.

  • En højere kompression på 13:1 mod 10:1. Også for at få mere energi ud af benzinen.

  • Motoren kører i Atkinson cyklus, hvor pumpetabet i motoren minimeres og dermed forbedres motorens effektivitet.

Motoren yder 102 hk, men da elmotoren i hybridsystemet går ind og supporterer med moment ved fx accelerationer og overhalinger, føles den både kraftfuld og overskudsagtig ved almindelig kørsel.

AUTOMATISK GEARSKIFTE MED AGS-TRANSMISSION

Suzukis AGS (Auto Gear Shift) transmissionen er teknisk set en manuel 6-trins gearkasse hvor en skifterobot sørger for selve gearskiftene. Da elmotoren i S-Hybrid systemet går ind og giver ekstra moment når koblingen aktiveres ved gearskift – det er smart! – opleves skiftene mere jævne end i tilsvarende transmissioner. Og man kan også vælge manuelt at skifte gear via skifte-paddels på rattet.

140V ELMOTOR MED 33 HK

Monteret direkte på AGS-gearkassens udgangsside sidder den kompakte elmotor (MGU – Motor Generator Unit), der yder 33 hk (24 kW) og har et moment på 60 Nm. Selvom den er kompakt, er elmotoren kraftig nok til, at den både kan assistere benzinmotoren og lejlighedsvis drive bilen på strøm (EV-mode). Desuden bruges elmotoren også til at lade hybrid-batteriet op under kørslen.

Reduktionsgear
Mellem elmotoren og AGS-transmissionen sidder et reduktionsgear (PTO – Power Take Off). Det reducerer omdrejningerne fra elmotoren inden de når drivakslerne via et kædetræk. Og da udvekslingsforholdet er 2,545:1 øges momentet fra 60 til 153 Nm.

140V HYBRID-BATTERI

I bagagerummet ligger det kraftige 140V lithium hybrid-batteri med en spænding på 840 Wh (6Ah). Det er med indbygget køling og omformer (AC til DC). Her opsamles strøm fra elmotoren (når den fungerer som generator) og batteriet leverer strøm til elmotoren. Hybrid-batteriet er med 4 moduler a 35V og 14 celler i hver. Totalvægten er på ca. 52 kg. Det optager pladsen under gulvpladen og bagagerummet er derfor 73 liter mindre end Vitara med 48V Hybrid.

12V elmotor og 12V lithium batteri
Udover det kraftige 140V system er S-Hybrid også udstyret med en 12V elmotor (ISG-enhed) og et 12V lithium batteri placeret under førersædet. Dette separate 12V system bruges til lydløst at starte benzinmotoren efter automatisk start/stop og efter bilen har kørt i EV mode. Og det foregår utroligt glidende – selv under kørslen.

ECO INDSTILLING

Ved tryk på ECO-Mode knappen, der sidder til venstre for rattet, skifter hybridsystemet fra Standard til ECO-mode. Her prioriteres benzinøkonomien foran alt andet.

  • Speederrespons er svagere. Selv ved fuld pedal

  • Benzinmotoren slukkes oftere under kørsel

  • Føreren kan ikke vælge mellem Comfort/Standard/ECO i aircondition indstillingen via info-displayet

Alt i alt kører man oftere i EV-mode, når man har valgt ECO indstillingen.

ANDET NYT I S-HYBRID

  • 3 nye ikoner i instrumenthuset: Grøn ”Ready” når Hybridsystemet er tjekket og fundet ok. Og grøn ”EV” der lyser op, når bilen kører på strøm i EV-mode. Denne vises både oppe til højre og nede ved gearindikatoren. Og den sidste er en grøn ”ECO”, der vises når man har valgt ECO-mode.

  • Info-displayet har også en CHG (Charge)/PWR (el-power) visning, som gør det nemmere at følge med i om man opsamler eller bruger strøm. Den er god at bruge til at samle erfaringer med.

  • En AVAS højtaler aktiveres når bilen kører i EV-mode (op til 24 km/t) for at ”advare” fodgængere og cyklister.

  • Varmeanlægget er også forsynet med en PTC-heater, der fungerer når temperaturen er under 10 grader. Den sørger for en hurtigere opvarmning af kabinen.

  • Bremsesystemet er forsynet med en vakuumpumpe, der skaber bremsetryk når bilen kører i EV-mode.

  • Elmotoren køles af en elektrisk styret vandpumpe.

  • Nøglefri betjening inkl. trykknap start er også standard på S-Hybrid Active.

SÅDAN FUNGERER S-HYBRID

OPSAMLING AF STRØM

S-Hybrid lader automatisk strøm på hybrid-batteriet under kørsel, så man skal ikke bøvle med kabler eller el-abonnementer. Opsamlingen foregår på 3 måder:

  • Hver gang der motorbremses bruges elmotoren som en generator, der oplader batteriet. Trædes der også på bremsepedalen lades der mærkbart kraftigere op.

  • Når speederen slippes ved hastigheder op til 135 km/t slukkes benzinmotoren, og der kan samles endnu mere strøm op.

  • Når bilen køres ved konstant hastighed og med lav belastning (i motorens sweet-spot), udnytter elmotoren benzinmotorens omdrejninger til at lade batteriet op.

KØRSEL PÅ STRØM – EV-MODE

Med den kraftige elmotor og det store hybrid-batteri kan man køre bilen på strøm under bestemte forhold. Det er især muligt ved lave hastigheder i fx byen, ved kørsel med en rimelig konstant hastighed på lande-/hovedvej og ved parkeringsmanøvrer.

Bilen kan køre på strøm:

  • I krybefunktion, når bilen uden brug af speeder kører med op til 7 km/t

  • I bakgear

  • Ved lav hastighed og med lav speederbelastning, fx i en parkeringskælder

  • Ved konstant hastighed op til ca. 80 km/t uden den store speederpåvirkning, fx på landevej. Her slukkes benzinmotoren ved speederløft og bilen fortsætter i EV-mode

Suzuki fabrikken oplyser, at med fuldt opladet batteri kan Vitara S-Hybrid ved 60 km/t køre ca. 4 km på strøm. I praksis vil man opleve, at kørsel alene på strøm foregår i mange, men kortere strækninger. Nogle gange et par hundrede meter, andre gange 1 km og en gang imellem et par km. Og derefter starter en ny cyklus med kørsel på strøm.

FORUDSÆTNINGER FOR KØRSEL PÅ STRØM:

EV-kørsel forudsætter naturligvis, at man har samlet strøm op på batteriet (men det er let) og at man kører med en lav belastning på speederen. Desuden påvirkes det også af andre faktorer som fx:

  • Temperaturforhold (kølervæske, batterier og udendørs)

  • Ladetilstanden på alle 3 batterier (også blybatteriet)

  • Ej valg af defroster (forrude) på blæserfunktion

  • Ej manuel betjening af gearskift

  • Og kontrolfunktioner som at sikkerhedssele er i brug, og at dør og kølerhjelm er lukket

Vælges ECO-Mode knappen er det nemmere, at få bilen til at køre på strøm.

HYBRIDKØRSEL

Ved almindelig kørsel vil man opleve, at Vitara S-Hybrid drives af benzinmotoren, elmotoren eller begge på samme tid. Det styres automatisk af bilens Hybrid Control Unit (HCU) og afhænger fx af hastigheden, speeder-påvirkningen og opsamlingen af strøm på hybrid-batteriet. Og faktisk foregår skiftet fra fx kørsel på strøm til benzin fuldstændigt ubemærket. Man er nærmest nødt til at følge med på omdrejningstælleren for at bemærke det.

Stop/start systemet er som vi kender det fra 12 og 48V hybridteknikken. Dejligt lyd- og vibrationsfrit.

POWER ASSIST

Elmotoren bruges også til at give ekstra kræfter til drivlinjen. Ved acceleration og overhaling går elmotoren ind og leverer ekstra moment for en mere lineær og kraftig acceleration. Jo mere pedal – jo mere moment leveres. Og det mærkes tydeligt.

Og når koblingen aktiveres under det automatiske gearskifte og benzinmotoren derfor taber moment, er det elmotoren der driver bilen, så skiftet foregår mere glidende. Det er smart tænkt!

Bemærk at der er 3 illustrationer.

GODE RÅD TIL OPTIMAL BRUG AF S-HYBRID

FOR AT OPTIMERE BILENS BENZINFORBRUG OG ØGE ANDELEN AF KØRSEL
PÅ STRØM I EV-MODE, KAN MAN FØLGE DISSE RÅD:

 

  • Kom ind i den gode vane med at motorbremse i god tid før stop og ved kørsel ned af bakke. Så er hybrid-batteriet altid klar.

  • Ved kørsel med jævn hastighed, så hold speederen i ro og med blød fod. Så kan elmotoren nemlig lade batteriet under kørsel.

  • Sørg for at bremsen påvirkes hårdt nok til, at bilen går i automatisk stop/start funktion.

  • Brug en meget blød fod på speederen ved igangsætning og ved acceleration.

  • Slip speederen for at ”provokere” systemet over i EV-mode. Fx når den ønskede hastighed (under 80 km/t) er nået, i god tid før en rundkørsel og mellem to lyskryds ved bykørsel.

  • Ved brug af den aktive fartpilot vil man også opdage at bilen lettere går i EV-mode. Hvis hastigheden fx sættes til 90 km/t og bilen automatisk bremses ned til 70-80 km/t af de forankørende går systemet i EV.

 

  • Ved brug af speed-limiter vil man også opleve, at bilen hurtigere går i EV-mode.

  • Aktiver ECO-mode knappen for fokus på økonomisk kørsel. Hvis man har brug for kraftoverskuddet fra elmotoren ved fx motorvejskørsel, så vælg ECO når man forlader motorvejen.

  • Sørg for, at defroster på forruden ikke er valgt og at gearet kun betjenes med automatisk gearskifte.

  • Brug CHG/PWR visningen i infodisplayet til at lære systemet at kende. Det giver en hjælpende hånd med at vise hvornår der oplades og hvornår elmotoren leverer power til enten benzinmotoren eller hjulene.

  • Og selvfølgelig de gængse råd til økonomisk kørsel som dæktryk, unødig vægt/taglast, minimer brug af aircon/ sædevarme og vær forudseende, så kørslen er glidende.

  • Kør i det hele taget med en kartoffel under speederen😊

OP TIL 47% LÆNGERE PÅ LITEREN

Alt afhængigt af hvor meget elmotoren er inde og drive bilen, vil man opnå en given besparelse på benzinforbruget og CO2-udledningen. Sammenligner vi de officielle WLTP-tal med en Vitara 1.4 Hybrid Automatic ses følgende billede:

 

  • Ved lav hastighed er der en rigtig flot forbedring på 47%, mens den er på 13% ved mellem hastighed. Det er helt klart her, at S-Hybrid systemet har sin klare fordel.
  • Målt på WLTP-normen ved blandet kørsel er der ”kun” en forbedring på 8%. Det skyldes, at denne norm har en større andel af motorvejskørsel med i regnestykket.
  • I praksis betyder det, at kunder med en del motorvejskørsel nok vil opleve en blandet økonomi på en 17-18 km/l, mens kunder med mere by- og landevejskørsel vil kunne ramme en 19-20 km/l. Husk at rådgive om dette!
  • Og vi skal nok forvente, at vintertemperaturer vil spille ind på andelen af EV-kørsel.
  • Over de næste måneder vil vi indsamle flere erfaringer om hvordan man får mest ud af systemet og dele det med alle

    Sammenligner man med en Vitara 1.4 Automatic uden 48V hybrid er det nemmere at se, hvor stor betydning S-Hybrid systemet har:

    • Ved blandet kørsel havde en 1.4 Automatic en WLTP-norm på 14,1 km/l. Så her er S-Hybrid forbedringen på flotte 34%.
    • Og ved lav hastighed havde den en WLTP-norm på kun 11,5 km/l. Så her kører en Vitara S-Hybrid hele 85% længere på literen!

    SE VIDEO DER GENNEMGÅR S-HYBRIDSYSTEMET

    Vil du vide mere

    Kontakt os endelig for mere information omkring vores biler, Finansiering, forsikring og service.

    Du har også mulighed for at booke et møde hvis du vil have god tid til at prøvekøre en bil, og få et uforpligtende bud.